Af ANDERS LUND MADSEN, Udbliksredaktør
Offentliggjort 08.03.09 kl. 18:55
Dommedag: General Motors er på randen af bankerot, Michael Jackson trækker sig tilbage, og meteorerne sværmer om planeten.
Jeg er ved at bygge et beskyttelsesrum ude i haven. Jeg har i hvert fald været i Ikea for at se på beskyttelsesrumsmøblementer, og allerede her stod det tindrende klart, at de sidste dage står for døren. For der var ingen i Ikea. Cafeteriet henlå i en øde dis af forladthed, og duften af de 15 kødboller med tyttebær og hvide kartofler til 45 kr. strakte sig længselsfuldt ud i selve varehuset, som om selv dén drømte om en bedre verden på den anden side af kasseapparaterne.
Jeg fik ondt af Ikea. Muligvis afledt af smerten ved at se Saab forbløde - og hvad er det med svenske firmaer, der insisterer på at stå med store bogstaver? - fik jeg lyst til at købe en masse ting, men jeg magtede det ikke, for hvad skal man med en Leksvig skohylde til 199 kr., når verden alligevel lakker mod enden? Hvad skal man med en Kasett tidsskriftssamler til 9 kr. og en Rationell skuffeinddeler til 119 kr. i et beskyttelsesrum ude i haven? Hvad er meningen med det hele, når meningen med det hele er forsvundet?
Så jeg købte kun et Frost tørrestativ i sølvfarvet metal til 99 kr. samt en Stil wok til 269 kroner, for hvad er mere relevant i et beskyttelsesrum end frost og stil? Og jeg var ærlig talt bekymret, da jeg kørte derfra, for jeg havde slet ikke den sædvanlige indestængte aggression indeni, og det blev værre, da jeg var i stand til at samle Frost uden at græde imens, og så sad jeg dér i mit bryggers med min Stil wok i skødet og vidste, denne gang var det alvor.
Denne gang er det alvor. Barack Obama er blevet gråhåret på 45 dage, og ingen i Volvo koncernen har sendt så meget som en lillebitte mail til mig efter i søndags, hvor jeg ellers havde stavepladen fremme for at forklare dem, at jeg meget gerne vil have en af deres nye XC60'ere.
Og det kan kun gå for langsomt. Saab er - efter en besynderlig flirt med en kinesisk investor - endnu en gang på vej mod krematoriet, men Volvo har stadig en chance, og den chance hedder XC60.
Men det er ikke længere nok at lave smukke biler med genialt udtænkte motorer og nærmest smerteligt lækre detaljer i interiøret. General Motors skabte sidste år Ford Kuga, som virkelig er delikat på alle planer, men folk køber den ikke alligevel.
Faktisk køber ingen mennesker noget som helst fra de kanter, og i forgårs meddelte koncernledelsen i en pressemeddelelse, at de regner med at løbe tør for kontanter inden juni, hvis ikke nogen gør et eller andet. Og det store spørgsmål er, hvad der er at gøre.
Obama har allerede støttet General Motors med 13,4 milliarder dollars plus andre 6 milliarder via datterselskaber i England, Tyskland, Canada, Thailand og Sverige. Det er 20 milliarder dollars - 118 milliarder kroner - i støtte til et privat bilfirma, og de har allerede søgt om yderligere knap 17 milliarder dollars.
Behøver jeg at tilføje, at General Motors ejer Volvo?
Hvis ikke rigtig mange mennesker begynder at købe rigtig mange Volvoer meget snart, går bunden ud af verdens næststørste bilproducent. Jeg tror simpelthen ikke, at verden er klar over, hvor alvorlig situationen er, og hvis ikke alle - og jeg mener virkelig alle - gør noget nu, så falder vi, og hvis jeg kan gøre mit ved at modtage og dag efter dag synliggøre en Volvo XC60 på den fede måde i gadebilledet, er jeg rede til at trække i arbejdstøjet.
Og jeg vil ikke have noget for det. For jeg gør det ikke for mig selv, ikke for Volvo og ikke engang for General Motors. Jeg gør det for verden.
Vi må for alt i verden ikke give op. Michael Jackson giver op. Ved et to minutter langt pressemøde i London i torsdags erklærede han, at han vil spille 10 koncerter i byen til sommer, og så er det slut:
»Det bliver mine sidste koncerter nogensinde. Jeg vil synge de sange, som mine fans vil høre. Det er det sidste tæppefald. Vi ses i juli måned. This is it«, sagde Michael Jackson og tilføjede: »Jeg elsker jer fra bunden af mit hjerte.«
Det er den slags adfærd, som i sidste ende vil knække nakken på vores verden. Og gudskelov har det endnu ikke bredt sig til den brede befolkning. Jeg ser ingen vvs'ere erklære, at de har tænkt sig at installere yderligere 10 Gustavsberg klosetter med lavt skyl, og så er det slut.
Endnu er der ingen fiskehandlere, som lægger 10 søtungefilet'er frem i isen og erklærer, at efter dem så lukker de ned. Men det snerper derhenad.
Jeg var til uddelingen af TV2 Zulu Awards i Forum i onsdags, og jeg kunne mærke mørket sænke sig. Selv i dette tilsyneladende trygge hav af meget kendte danskere følte jeg resignationens klamme hånd på skulderen, og håbet var fraflyttet flere af de tilstedeværende stjerner.
Selv BS Christiansen virkede en smule rystet, og når BS Christiansen er en smule rystet, så rokker selve fundamentet under vor klode.
Eneste undtagelse var Erik og Anni, som på så mange planer repræsenterer alt det, der er godt i vor fremskredne civilisation.
Mest af alt har de ja-hatten på i en grad, så man skulle tro, den voksede ud af deres kranier. Og jeg mener det. Hvis forbrug kombineret med ansvarlig virkelyst og ikke mindst godt humør skal føre os gennem denne mastodont af en krise, så er Erik & Anni ypperstepræster for denne vej, og hvis man tvivler på, hvad der er klogt, så se til Erik & Anni og gør som dem.
Ja, vel kan vi ikke alle gøre så meget som dem. men hvis vi alle sammen gør, hvad vi kan, vil det lykkes. Jeg foreslog således Erik, at vi sammen skulle bygge Norge og Sverige som modeljernbane, hvor han og Anni byggede Sverige, mens jeg byggede Norge, og så kunne vi flette dem sammen bagefter og have en fest derved - og Erik sagde ikke “måske” eller “næh” eller tjoh” - han sagde ja. Det lillebitte ord som er det største af dem alle.
Jeg har også parkeret ulovligt nede i Nordre Frihavnsgade for at få en parkeringsbøde og dermed været med til at sætte gang i hjulene. Jeg har købt friske æbler og ladet dem ligge, indtil jeg smed dem ud, fordi de lugtede. Jeg har været i biografen og se Disneys nye tegnefilm Bolt, selv om den ved grød ligner alle de andre tegnefilm, der også handler om, at rigtige venner ikke kan købes for penge. Jeg prøver. Jeg gør mit. Og alligevel falder vi.
I dag tager jeg det første spadestik ude i haven. Jeg har droppet planen om møbler, for jeg tror ikke, det bliver nødvendigt. I sidste weekend passerede asteroide DD45 Jorden i en afstand på blot 48.800 kilometer. Det er ingenting.
Månen hænger 300.000 kilometer væk. Og DD45 var på størrelse med den asteroide, der for 100 år siden raserede et kæmpemæssigt skovområde i Tunguska, Sibirien. Og dengang var den endda af is, så den eksploderede i luften - ingen ved endnu, hvad DD45 er lavet af, men den kunne under alle omstændigheder have lavet et mægtig stort hul, hvis den havde været lidt mere præcis.
Og det er det, vi har brug for. Det er derfor, jeg graver ude i haven. Og hvis blot den næste asteroide er lidt mere sikker på hånden, skænkes vi alle en enestående chance for en ny start. Sådan et hul kan virkelig sætte fut i butikken. Vi har brug for radikale løsninger nu. Det vil også fjerne fokus fra bandekrigen på Nørrebro. Og muligvis endda knytte sylten på alle dem, der ikke tror på Asian Sensation som vinder i X Factor.
Hvor jeg dog savner Winston Churchill
Citat slut
God saab aften til Jer alle herfra
/A
ikke specielt saglig, men meget morsom. Beskriver meget godt "almindelige" menneskers kendskab til bilbranchen