18. apr 2009, 12:26
Når vi kommer syd for Alperne, skulle der deles røvfulde ud for folks behandling af dyr, og jeg synes det er OK at redde en vovse op til os, som oftest behandler dyr langt bedre end de gør dernede.
Jeg selv er inkarneret dyreelsker. (Det er derfor at jeg ikke kan døje jægere, og mener at de har bristede blodkar i hjernen, når de finder fornøjelse i at slå ihjel..)
Jeg er selv helt forgabt i hunde, men skal ikke igen have hund, efter at have haft det i min barndom og det meste af min voksne tilværelse. Jeg kan simpelthen ikke sige farvel, og fik mit livs eneste alvorlige depression da min Dalmatinerdame døde af nyresvigt efter 12½ års levetid. En uge før hendes død havde vi brugt 17.000 på en diskusprolapsoperation, som hun åbenbart ikke kunne tåle i hendes svage nyrer.
Man er nemlig forpligtiget til al mulig omsorg for sit kræ, og penge er uvedkommende, sålænge man kan betale. Vi har en hankat uden hale. Han fik knust sit bækken af en bil, og nerverne i halen blev revet over. Han svævede mellem liv og død i 14 dage, men kom sig. Dette eventyr kostede 10 af de lange, og vi har en sød og harmonisk kat i dag, som lever fint uden sin hale.
Folk ryster på hovedet og siger at begge kræ blot skulle have haft en grøn sprøjte til 300 kr., men sådan ser jeg ikke på det. Man er forpligtiget, når man anskaffer sig dyr, og så vejer pengene på vægtskålen mindre end noget andet.
Fars øjesten, min sidste hund. Hvis en hund kunne blive lige så gammel som et menneske var jeg på igen, men som det er, nej, ikke igen. Jeg kan ikke sige farvel.
Alt godt ønskes for Helga og hendes forhåbentligt kommende lyse fremtid i Danmark.

En rigtig bil har langsliggende motor.
If you can't dazzle them with brilliance, baffle them with bull (W.C. Fields)
Med lem nr. 262