Ja, der skal nogle RPM til at få 843 cc. til at bestille noget.
Vi skulle på havnen, 2 herrer i fyrrerne, på hver deres identiske, tunede svenske tøseknallert. Der var blæst og megen højvande, så vi skulle checke at fortøjningerne ikke stod som guitarstrenge på hver vores speedbåd.
Han holder for rødt lys, jeg kommer lidt senere end ham.
Man kan køre ligeud, eller man kan dreje, for at komme til havnen. Vi kører oftest ligeud.
Lyset bliver grønt, jeg accelererer, for at køre ligeud. Han sætter igang, og uden at vise af, drejer han den alternative vej til venstre. Jeg ser ham 5-6 m. foran mig, og bremser og rammer ham fra venstre, i en vinkel på ca. 25-30°, med ca. 25-30 km/t. Jeg vejer 71, han 100, modellerne 50 kg. Jeg ænser sammenstødet som meget kraftigt, nærmest bedøvende, og slynges til venstre i jorden, skulderen først og kurer hen ad asfalten. Hører hatten skrabe mod asfalten.
Rejser mig helt ør op, det gør ondt allevegne. Han ligger bevidstløs midt i krydset. Efter 20-30 sek. kommer han til sig selv og rejser sig op. Han lå plat på ryggen, som en knock-outet bokser, armene ud til siden. Han fortæller selv at han lå og gloede op igennem hans rumhjelm. Han kunne se at jeg bøjede mig over ham, men han kunne ikke bevæge sig. Et øjeblik efter rejste han sig op, meget groggy.
Vi får bjærget knallerterne og kører den ene km. hjem igen. Slet ikke i humør til nogetsomhelst. Jeg kan dårligt være til for smerter i skulderen. Overnatter hos ham, hvor vi gik og lavede garageport. På de 3-4 timer vi havde gået og knoklet havde vi nok fået 4-5 bajere hver. Det tror jeg ikke er nok til at kalde schprutkørsel.
Næste morgen på skadestuen, for det gjorde lammende ondt i den skide skulder.
Har fået et ukompliceret brud på ydre del af tværpinden som holder fugleskræmslet oppe.
Foreløbigt 14 dage med armen i slynge. Kan ikke bruge den raske arm til ret meget, før det gør ondt i den syge. Livet er en jammerdal..
