Det er da langt bedre end ingenting, man får at vide hvilken retning man skal køre i.
I 1997, det var før at GPS blev så fremherskende som i dag, købte jeg en Garmin GPS II i en marineforretning i Seattle, formedelst 220 af deres.
Jeg har sejlet med den, fløjet i Piper Cub med den, kørt i bil med den her og i Amerika og har målt borede knallerters hastighed med den.
Den har ligget i dyndet i Dragør havn, på 3 m. vand i 20 timer. Scoopet op efter ½ times søgen med børnefiskenet på bådshage, med spændebånd.
Der var trængt vand ind i batterikammeret, men ikke ind i spilledåsen.
Spulning i vandhanevand og tørring i 48 timer. Nye batterier. Klar igen. Den kan dog ikke tale, det er en han-GPS.
Her en GPS II Plus, som kan lidt mere, men samme udseende. Pilen som fortæller retning til waypoint i midten af kompasrosen er ikke tilstede, da apparatet på billedet ikke har haft kontakt til himlen under fotograferingen..
Når jeg kører bil, Og900 og det er nødvendigt, klasker jeg som en anden Kojak som sætter den blå magnetrotorblinker på taget af bilen, min Garmin Nüvi 360, tror jeg den hedder, op på thebordet, hvor den står fast på en harddiskmagnet, som er limet fast i forsænkningen i thebordet. En lille galvaniseret blikplade er limet i bunden af GPS'en og så står der farveskærm i en Og900.
Det er altså lidt nemmere end med forrige viste GPS model.
