9. dec 2006, 12:28
Unødig ulempe er noget som danske bilister eksamineres i, og præmieres for.
At køre ud fra en sidevej, så man skal op og stå på bremsen for idioten er hverdagskost. At bremse sent når man kommer fra en sidevej ud på en større vej, og således undlade at vise sine hensigter for de andre trafikanter er også helt almindeligt.
Den danske bilist har netop overlevet en atomkrig, og er Palle alene i verden. Man skal svinge til venstre og holder ½-1 meter fra midterlinien og trækker en kø på 10 biler bag sig, som let kunne have passeret højre om venstresvingeren. Men det rager bilisten en skid, han er jo Palle alene i verden og har således ingen at tage hensyn til. Dejligt uforpligtende. Et kvalificeret bud er at ca. 10% af medtrafikanterne trækker ud til vejens midte, de andre 90% nødder er da fløjtende ligeglade og kender ikke begrebet unødig ulempe.
Sørg altid for at dine medbilister ser dit bremselys før dit blinklys. Man er til grin hvis man viser af i god tid.
Når man holder i vejsiden, og venter på at komme ud i trafikken må man ikke blinke ud før man vitterligt har tænkt sig at køre ud. Den har danskeren lavet om, så han holder og blinker for at vise at han gerne vil ud i trafikken. Pas på ham. Hvis han overholder færdselsloven og praktiserer sin køreskolelærdom kører han sgu ud når han blinker.
Man kan også overhale hele bilkøen og forsøge at presse sig ind forrest i køen. Ting som man aldrig kunne drømme om at gøre i køen i supermarkedet. Prøv ikke hos mig, du kommer ikke ind.
Der er kun ét færdselspoliti. Hvis folk vil overhale skal de da endeligt have lov til det, man mangler donornyrer herhjemme.
Som knallerist i Storkøbenhavn, møder man mange grisebiler. De er gule og har vinduer hele vejen rundt. De stopper på faste steder og når dørene lukkes op, vælter grisene ud på cykelstien. Her skal knalleristen være særligt opmærksom på dyr på kørebanen. Oplevede en mærkelig ung mand den anden dag. Før han stod ud på cykelstien stak han hovedet ud og kiggede bagud. Besynderlig adfærd.
