I juni 2017 køber jeg pr telefon en Saab 9-3 SE, cabriolet, automatik fra 2001 importeret fra Tyskland. En søndag aften bliver den leveret på min adresse. Det øsregner, og det er ved at blive mørkt. Jeg kører en tur op og ned af gaden, og tilsyneladende virker alt på bilen, og jeg betaler, og jeg ser med spænding frem til næste morgen, hvor jeg kan undersøge bilen i dagslys. Bilen er cocmic blue, rustfri, velholdt indvendig, og hatten er i god stand. Et par dage efter kører jeg til toldsyn, hvor bilen bliver godkendt uden anmærkninger. Jeg betaler registreringsafgiften. Den var næsten dobbelt så høj som prisen på bilen. Køb af nummerplader, så var vi klar til sommeren, som ikke kom, vi fik ikke mange ture med hatten nede; men jeg fandt ud af, at den brugte rigeligt med olie. I oktober afmeldte jeg bilen, så jeg kunne bruge vinteren til at undersøge det store olieforbrug. Turboen var under mistanke; men det viste sig, at den var sprit ny. Jeg demont. tændrørene, og jeg kunne se, at der lå olie ovenpå stemplerne, så min mistanke var, at det var paraplyerne ved ventilerne, der var problemet. Jeg har gennem årene lavet mange reparationer på mine saaber i min garage; men da jeg er fyldt 80 år, så var jeg nødsaget til at få hjælp af den lokale mekaniker. Jeg kan godt komme ned under bilen; men jeg kan ikke komme op igen. Topstykket bliver demont. og sendt til renovering. Vi finder samtidig ud, at den oprindelige B205 motor er udskiftet med en B204 motor, fordi B205 motoren var stået af p.g.a. olie sluge. Da standen på B204 motoren var ukendt, blev bundkaret demont. for at undersøge oliesien, og vi skiftede plejlejer, stempelringe, og da vi nu var igang med at bruge mine lommepenge blev udstødning, lampda sonder, pakdåse ved svinghjulet udskiftet, og der blev mont. 17´´ alufælge.
Så nu kører bilen med en B204 blok og topstykke, T7 system, og i sommeren 2018 har vi kørt ca. 3000 km med stor fornøjelse, og vi håber, at sommeren bliver lige så god som sommeren 2018.
Kurt.

